Novelle: “Silvan” af Sarah Engell

En gratis novelle fra MELLEM OS – en ny novellesamling til de ældste klasser med bidrag fra ti danske forfattere, der alle skriver om “familien” som omdrejningspunkt.

Frem til d. 1. januar kan du gratis læse to af novellerne her på carlsenekstra.dk: “Silvan” af Sarah Engell og “En rigtig hue” af Thomas Korsgaard.

MELLEM OS har desuden bidrag fra: Sebastian Bune, Stine Haynes, Tomas Lagermand Lundme, Laura Ringo, Glenn Ringtved, Jesper Wung-Sung, Kim Fupz Aakeson og Kristina Aamand.


SILVAN

af Sarah Engell

DER STÅR SILVAN PÅ PAPKASSEN, så det hedder den ene hvalp. Silvan er faktisk et flot ord, hvis man tænker på ordet og ikke tænker på rystepudsere og spartelmasse og flyttekasser og flyttevogne. Man skal bare huske at lægge trykket på første stavelse. Silvan. Så lyder det som alfer i sølvsko og brønde med klart vand. Men uanset hvor mange gange jeg forklarer det for far, lægger han trykket på sidste stavelse, så ordet lyder, som om det kører ind i en mur og går i stå. Silvan.

Den anden hvalp hedder Baumwolle, opkaldt efter det orange frottehåndklæde, der ligger i bunden af papkassen.

De to sidste må du bestemme.

Det er svært at se forskel på dem. Især når de ligger og trykker sig ind til hinanden, så det ligner én stor hvalp med snuder og ører og haler over det hele. De vil alle sammen helst ligge mellem Happys forpoter, men hun er så lavbenet, at der ikke er plads, og så maser og piber og skubber de for at komme tættest på deres mor.

“Opfør jer ordentligt, mens jeg er væk,” siger jeg og løfter en pegefinger. “Ikke tisse uautoriserede steder eller gnave i sko. Og ikke blive uvenner.”

Indkøbsvognen i Rema 1000 trækker mod venstre, og jeg nynner indvendigt, mens jeg slår barnesædet ud og stabler varer på det røde plasticsæde. AMO–boller og -Familiemix og lyserøde marengskys. Bearnaise–pulversovs og regnbueis og flødeboller uden kokos.

Mine klipklapper siger deres eget navn, klip klap, og jeg har taget den turkise neglelak på. Den, du overtalte mor til at købe til min fødselsdag, selvom mor synes, at turkis larmer. Gavepapiret var en side fra Vi Unge, og det var kun, fordi du smilede så spændt, og fordi turkis er min yndlingsfarve, at jeg ikke flippede ud over, at du havde rodet i mine blade.

Pigen ved kassen har en similisten på hjørnetanden, og jeg har lyst til at bede om en pakke Rød Skjold. Stå udenfor på asfaltens klistrede varme og gasse sommerfuglene i min mave på samme måde, som når man kaster en røgbombe ind i et hvepsebo.

Men du har sporhundenæse, og den aften, du første gang opdagede mig med en smøg, begyndte du at samle på cigaretpakkernes nærbilleder af blåligt lungevæv og folk, der hoster blod. Du klippede dem ud og gemte dem, ligesom andre samler på glansbilleder, og jeg lyner bæltetasken op og siger: “På beløbet, tak.”

Jeg strammer rygsækkens remme og går hjem med alt det, du plejer at få nej til, når mor kører indkøbsvognen.

Det er midt i juli, hækkene langs fortovet dufter sødt og tungt af hvide blomster, og der er gået 44 dage, siden vi pjækkede fra skole og arbejde og kørte mod Himmelbjerget i den bil, der nu er blevet fars. Normalt må man selvfølgelig ikke pjække, sagde mor og far. Normalt er en familie nogen, der bor sammen. Men DanCenters sommerhuse er billigere uden for skoleferierne, og det er bedre at stoppe, mens legen er god.

Leg er et dårligt ord. Det lyder som nej, efter at man har grædt virkelig længe og er helt fyldt med snot.

Jeg lægger regnbueisen i fryseren og fylder en skål med Honey Monster-guldkorn. Jeg ved ikke, om du stadig tror på, at der står en krukke guld for enden af regnbuen. Jeg ved ikke, hvor meget 44 dage er i lillesøstertid.

DanCenters sommerhushave duftede af grillrøg og syrener og Nivea faktor 30, og jeg opdagede ingenting. Jeg opdagede seriøst ingenting, før mor og far skubbede solbrillerne op i håret og hvilede underarmene på plasticbordet og fik jordbærrene til at ligge så tungt i fløden, at jeg ikke længere kunne løfte dem.

De havde prøvet, sagde de. Hunden og ejendomsmægleren og parterapien, de havde virkelig prøvet, det lovede de os, og det var også forbandet, at Happy ikke var blevet steriliseret, men vi skulle nok finde ud af det hele. Og heldigvis havde de hverken nået at sælge vores lejlighed eller skrive under på huset.

Ferien ved Himmelbjerget skulle forestille at være et bevis på, at vi stadig var en familie og stadig kunne ses. Sundby og Valby rimede, sagde de, og hvis ikke min hals havde strammet så meget, ville jeg have forklaret, at sprog ikke er ligesom matematik. To minusord giver ikke plus. Ikke engang i et dårligt rimende rim.

Nogle gange går jeg ind på dit værelse, klapper på væggen og lytter til ekkoet. Jeg sætter mig i vindueskarmen og kigger på de lyse silhuetter fra møbler, der ikke længere er der. Alting blev dyrere end forventet, nye møbler koster mere, end man skulle tro, og det var måske også i overkanten med to fuldt møblerede værelser til vores model, som mor sagde, som om hun forsøgte at slå rekorden i flest dårlige ord på tid.

Fransk altan er også et dårligt ord. En altan, der hverken er fransk eller en altan overhovedet. Det er bare gitter for vinduet.

Huset med Til salg-skiltet havde en maskine, der kunne lave café au lait, og jeg havde virkelig øvet mig på at sige det. Au lait.

Fra mit nye værelse til dit ville der have været otte af mine skridt og ti af dine. Bag huset var en stor have med mirabelleblommer og et hundehus, ligesom det i Nuser-tegnefilmene, og selv far kunne høre det: –Mirabelle.

I Sundby er der ingen frugttræer. Det har jeg aldrig tænkt på før, selvom vi har boet her hele mit liv. Udsigten er en mosaik af teglsten og tagrender og tagplader, og jeg har aldrig forstået, hvorfor Nuser altid ligger oven på tagryggen og sover. Det må gøre ondt.

Jeg hviler hænderne mod den franske altans gelænder og tænker på den sprøde knitren, når jeg tænder en smøg. Luften er lun og stillestående, varm asfalt og benzinlugt. Nabobygningen er indpakket i stilladser og grønt plastic, der får mig til at tænke på gaze. Nede på gaden kører farvestrålende cykelhjelme forbi på knirkende damecykler, bag mødre, der ikke selv har hjelm på. Jeg kigger efter fars bil. Men det er en anden bil, der stopper foran vores opgang.

Da dørtelefonen brummer, står jeg allerede klar til at trykke.

Damen har solfregner og et hvidt aftryk, hvor solbrillerne har siddet. Hun holder stadig pigen i hånden, de må være gået sådan hele vejen op ad trapperne.

“Ja, hej,” siger hun. “Det er os fra Den Blå Avis.”

“De sover lige,” siger jeg. “Derovre.”

Jeg peger på Silvan-papkassen.

Pigens togskinner kommer frem, da hun smiler. Hendes hestehale sidder, ligesom din plejer, så højt på hovedet, at den åbner sig som et springvand.

“Må jeg godt ae?”

Jeg synes, hun burde spørge mig og ikke sin mor. De er jo sådan set stadig mine.

Damen nikker, og pigens små hænder graver sig ned mellem ører og snuder og haler, så papkassen begynder at skramle.

“Nå,” siger damen. “Er du alene hjemme?”

“Min far og min lillesøster kommer snart.”

Pigen tager Baumwolle op, og Happy løfter hovedet. Mor købte Silvans største flyttekasser, næsten en meter i bredden, og fyldte dem med bamser og barbiedukker og mor-ting. Kun én kasse blev tilbage, og jeg glæder mig til at vise dig, hvad vi bruger den til.

“De ser godt nok meget små ud,” siger damen. “Er de overhovedet store nok til at blive solgt?”

Næ. Men de er til salg alligevel.

“Næsten,” siger jeg. “De fylder seks uger i morgen. Det er jo en lille race. Og de har fået ormekur.”

Hun nikker langsomt og retter på sine solbriller.

Far var usikker på, om det med alderen var en lov eller bare en slags anbefaling, så for en sikkerheds skyld sprang han den del over i annoncen og skrev billige med stort.

“Er de alle sammen til salg?” siger damen. “I skal ikke beholde én selv?”

“Man må ikke have hund her.”

Det ser ellers ikke sådan ud med alt hundelegetøjet, der ligger spredt ud over gulvet. Heldigvis har underboen ikke klaget over, at mor og far faldt for Happy, flere måneder inden vi skulle være flyttet ind i Mirabelle-huset.

Baumwolle bider i pigens snørebånd, rusker det fra side til side, som om den kæmper mod en slange. Pigen løfter den op og trykker ørerne ned, da hun aer den. Den løber i den tomme luft, pibende, og damen åbner sin taske og tager sin pengepung frem.

De andre hvalpe fornemmer, at der er noget galt. De forsøger at gemme sig under Happy. Skubber og skubber med deres små bagben.

Pigen sætter Baumwolle fra sig og løfter en af dem uden navn. Den slikker hendes hånd, på samme måde som en snegl mærker på vejen foran sig.

Pigens togskinner kommer frem igen.

“Skal det være den?” siger damen.

Pigen ser ned i kassen. Hun sætter sig på hug og forsøger at holde to hvalpe på en gang.

Happy lægger hovedet på sin ene pote. Som om det er for tungt at holde det oppe. Jeg bliver ved med at forestille mig, at hun vil springe op og bide pigen. At hun vil trække alle sine børn til sig og lægge poterne omkring dem som en fæstning.

Men hun ligger bare, ligesom mor og far på drømmesengene, mor med et glas vin i hånden, far med B.T. på maven som et papirtelt, der var klasket sammen over ham. Deres ansigter glinsede af solcreme og sved, og de sagde, at vi måske kunne gå selv, mens de lige ordnede nogle ting? Storesøster og lillesøster på skovtur, kunne det ikke være hyggeligt? Jeg sad lige så godt i skyggen med min telefon og sagde, at jeg altså også ordnede nogle ting, og at vi da plejede at gå sammen, alle fire.

Men nu er I jo blevet store, sagde de, selvom stor er et af de allerdårligste ord. Stor i forhold til hvad?

Myg og guldsmede sværmede over søen. Du stod ved vandkanten med dit fiskenet, fangede skøjteløbere og vådt slikpapir og råbte se, og jeg knasede rundt i skovbunden for at fange nok mobilnet. Det summede i kroppen, hver gang displayet lyste op, og Mikkels blinkesmileys fik alle ord til at betyde noget andet. Noget mere.

I kommer hjem på søndag, ikke? Jeg er alene hjemme 😉

To guldsmede stod stille i luften foran mig, mens jeg holdt om hans besked. Henne ved søen råbte du noget, jeg ikke hørte. Trækronerne raslede, og sollyset faldt som fra en spejlkugle, og jeg følte mig vægtløs og vibrerende, og jeg skrev noget og slettede det igen. Skrev noget og slettede det igen.

“Hallo?” råbte du. “Jorden kalder Asta. Jeg taler til dig!”

Jeg bladrede gennem emojis, der ikke sagde nok. Jeg troede stadig, det var en helt almindelig ferie. Fattede ikke, hvad mor og far sad og talte om i sommerhuset, mens skoven raslede omkring os, og jeg tænkte på Mikkels skæve hjørnetænder og på søndag blinkesmiley, så det var svært at høre, hvad du sagde og svært at løfte hovedet, da du kom marcherende imod mig.

Det gik så hurtigt, at jeg først forstod, hvad der skete, da jeg hørte ploppet fra søen. Din mund var presset sammen som et lille, surt hindbær. Øjnene var store og flakkende, selvom du prøvede at holde dem stille. Som om dit ansigt ikke kunne beslutte sig for, om du skulle være sur på mig eller bange for det, du lige havde gjort. Du var kun otte år, men havde smidt den mobil som en fucking diskoskaster, helt ud mellem dunhammere og åkander og forskrækkede blishøns.

Du gjorde ikke modstand, da jeg greb om din hestehale og tvang dig hele vejen tilbage til sommerhuset. Du holdt gråden inde, lige til min kom. Jeg sparkede til drømmesengene og brugte alle de ord, mor og far havde samlet under sådan-taler-vi-ikke-herhjemme.

Mor trak os fra hinanden og sagde, at jeg nok skulle få en ny telefon. Plamagerne på hendes hals havde samme farve som de jordbær, far stillede frem sammen med fløde og dybe tallerkener.

“Der er noget, vi skal tale med jer om,” sagde han og pegede på det runde plasticbord under syrenen.

Mor blev ved med at slå efter en flue, der ikke længere var der. Hun gik hen og kiggede i din hovedbund for at se, om jeg havde revet hår ud.

Happy kan ikke lide frugt og plejer aldrig at tigge. Alligevel stod hun ved siden af os, med sin gravide mave, der var blevet så stor, at den strejfede græsset, og fulgte vores skeer med øjnene.

Mor og far sagde ord som ekstra børnetilskud, boligpriser og forældreligeværdighed, og uanset hvad vi sagde, var deres ord længere og hårdere, ligesom der i rundbold er ét bat til de voksne og ét til børnene. Der kom skind på fløden, og jeg sagde mindre og mindre, mens skyggerne i haven voksede, som om også solen blev tungere, ligesom jordbærrene, ligesom guldsmedefølelsen.

Efter vi var gået i seng, hørte jeg dem åbne en flaske vin mere, deres mumlende stemmer, forsigtige og langsomme, som når man lister over et knirkende gulv. På et tidspunkt blev der stille, og jeg forestillede mig, at de havde lagt armene om hinanden, at de krammede, at de fortrød. Så sagde mor: “Nu hvor de ikke længere skal bo sammen, slipper de da i det mindste for at skændes så meget.”

Silvan slikker på tremmerne. Han sætter sig på numsen og logrer på en stille, lidt spørgende måde.

“Er det ikke et kattebur?” spørger jeg.

“Er det?” Damen kigger på Silvan i det lille metalbur, hun har lukket ham ind i. “De skulle gerne være her.” Hun rækker mig nogle pengesedler, der ser ud, som om de lige er blevet trykt.

Jeg tæller dem og nikker.

Damen hanker op i buret, og Silvans små kløer glider over bunden, da de går hen mod døren.

“Men så siger vi tak.” Hun smiler til mig i døren. Pigen ser kun på hunden i katteburet, mens hun maser sine fødder tilbage i sandalerne, og så forsvinder de ned ad trapperne, alle tre.

Silvan gør, og det giver ekko i opgangen. Runger op og ned, som om lyden er fanget mellem de krakelerede vægge. Lidt efter falder hoveddøren i.

Den franske altans gelænder er koldt, fordi solen kommer fra den forkerte side, og jeg ser dem gå over gaden med hinanden og Silvan i hånden. Inden de kravler ind i bilen, kysser damen pigens hår og smiler.

Mine hænder bliver ved med at holde om gelænderet, længe efter de er drejet om hjørnet ved Øresundsvej. Bag mig skramler og piber det fra papkassen, og I ventede til den allersidste sommerhusdag med at fortælle det. Fordi I lige skulle finde de rigtige ord.

Om aftenen lå du i underkøjen og sov med åben mund. Dynen var røget på gulvet, og jeg lagde øret mod din brystkasse og lyttede. Dit hjerte tikkede ligesom uret, der hang på væggen.

Man kan se h’et i hjerte, men ikke høre det. Man kan høre et hjerte slå, men ikke se det. Den slags nyttesløse tanker var det eneste, der kom, mens jeg sad i mørket og lyttede til din brystkasse, og dagen efter kørte vi hjem fra sommerhuset til lyden af P1 og hinandens tavshed.

Mikkel har postet en selfie fra Amager Strand. Han står på toppen af Bunker 3 og har armen om Ditte fra niende i gul bikini.

#endeligsommer #love

Det føles, som om billedet er til mig.

Han forstod det ikke, da jeg sagde, at vi ikke kunne være sammen mere. Men det var den eneste måde, jeg kunne finde ud af at sige undskyld til dig på uden at bruge ordet undskyld.

Det ord sled mor og far op under DanCenter-syrenen.

Jeg hælder vand i AMO-blandingen og ælter omhyggeligt. Jeg tørrer voksdugen af og sætter tallerkener frem. En til far, en til mig, en til dig. Hækkeblomsternes tunge, hvide hoveder hænger ud over kanten på den lerfarvede tekop og dufter om kap med ovnen.

Ovre i papkassen skramler og piber hvalpene, som om de leder efter Silvan. I det mindste har jeg stadig de to, du må bestemme. Når de bliver solgt, vælger ejerne selv navne, det ved jeg godt, men indtil da kan vi lege, at de er vores.

Jeg ser op mod uret. Jeg puster din luftmadras op. Jeg tager bollerne ud af ovnen og folder servietter til harmonikaer og skifter vandet i hundeskålen, selvom det kun er en time siden sidst.

Så hører jeg endelig skramlen ude fra opgangen og lyden af en nøgle, der bliver sat i låsen. Jeg sætter to lyserøde marengskys fast som øjne og vakler ud mod entreen som en af dine elskede Yoohoo-bamser med store, blinde mangaøjne.

Sommerfuglene er tilbage i min mave, og jeg går med fremstrakte arme, klar til gribe dig, når du kommer løbende. Jeg støder ind i møbler og vægge, bevæger mig gennem lejligheden med store, klodsede Honey Monster-bevægelser, og først da jeg er helt ude i entreen, bliver det umuligt at ignorere stilheden.

Jeg piller marengsøjnene ud, og fars arme hænger ned langs siderne. Han ser på bordet, jeg har dækket.

“Jeg er ked af det,” siger han. “Hun havde glædet sig rigtig meget, det havde hun altså, jeg kunne se, at hun havde pakket sin Lego Friends-kuffert, men så … pludselig begyndte hun at græde og løb ind på sit værelse, og … Ja.”

Vi står lidt i tavshed.

“Det er jo også meget nyt stadigvæk,” siger han. “Og du skal huske, at det er hende, der skal skifte skole og sådan.”

Jeg nikker.

“Men jeg skulle hilse mange gange.”

Jeg nikker igen.

“Måske kan hun komme senere på måneden?” siger han. “Når det hele er faldet lidt mere på plads?”

Jeg åbner hånden og ser på de to lyserøde kys. Tænker på den mad, jeg har købt, og på, hvor længe det kan holde sig. På, om du mon også græder næste gang.

Far stikker fødderne i sine hjemmesko og kommer længere ind i lejligheden. Han kigger ned i flyttekassen.

“Nå,” siger han. “De valgte Silvan?”

Det overrasker mig, at han faktisk kan kende forskel, så jeg dropper det med alfer i sølvsko og går hen til ham. Happy ser skiftevis på os med spørgende øjne, ligesom dengang i sommerhuset, og hvalpene skramler og piber og snuser i hjørnerne. Jeg sætter mig på hug og aer dem. Deres varme, bløde pels og ekkoet, da Silvan gøede ude i opgangen. Den lille lyserøde tunge, der slikkede på burets tremmer, inden de gik.

Far sætter sig også på hug.

“Men jeg kunne da godt spise en bolle?” siger han. “Hvis jeg må?”

Jeg trækker på skuldrene.

Han lægger armene om mig. Krammer mig akavet hen over flyttekassen og de pibende hvalpe.


Har du set?

Følg os på Instagram

error: Content is protected !!